Bøger / skønlitteratur / roman

Gelébarnet


Beskrivelse


Krimi. Mona er indlagt til en abort, da hendes forældre bliver dræbt ved en bilulykke. Mona får mistanke om mord og tager til England, hvor efterforskningen bliver livsfarlig for hende.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

2008

af

af

Annemette Schønberg Johnsen

2008

På forsiden står trykt en kort introduktion samt ordene "-en kriminalroman for krimielskere", målgruppen for denne romandebut er således tydeligt defineret.

Det er forfatterens første bog, som lanceres med en lidt uskøn forside, meget smal margin og lange linjer, der anstrenger øjet. Handlingen er noget træg og springende, og trods flere spændingsmomenter formår historien ikke rigtig at fænge. Bogen er velformuleret, men der er fejlbrug af flere udtryk og modstridende tidsangivelser. Hovedpersonen er eksempelvis født i 1972 og gik også i 8. kl. i 70'erne. Hun hedder Mona og er indlagt til en abort/dødfødsel, da hendes forældre bliver dræbt i en bilulykke. Mona og hendes venner aner uråd, og ulykken følges af flere dramatiske episoder. Monas moster i England og dennes elsker spiller en central rolle i sagen, som vennerne forsøger at komme til bunds i. Der er flere dødsfald, men man kommer aldrig rigtig tæt på hverken spændingshistorien eller dens personer. Titlen hentyder til aborten, der optræder i Monas drømme.

Denne omstændelige og noget langtrukne roman virker smårodet og gammeldags, sammenlignet med den store mængde af kvalitetskrimier, vi har. Jeg tror derfor ikke, at dagens krimilånere vil stille sig tilfreds med denne bog, medmindre de bevidst ønsker behersket dramatik og ublodig spænding.

Lidt gammeldags og rodet krimi, som vil have svært ved at konkurrere med det moderne udbud. Kan måske tiltale lånere, der foretrækker de mere fredelige, lidt ældre krimier.