Nyeste roman fra Loe er som altid en underfundig og skæv skildring af en midaldrende mand i krise. Loe har en fast læserkreds, som naturligvis vil snuppe Fvonk, og nye læsere kan sagtens begynde her.

Lektor Fvonk har arbejdet i Vandre- og Motionsforbundet i en periode, hvor der foregik noget snavs med fiktive medlemmer. Nu er han fyret, sygemeldt og ensom. Hans dage går med ingenting, og uden for en dør kommer han næsten ikke, for de gravide observerer og forfølger ham. En dag får han en logerende, som ikke er hvem som helst. Han hedder Jens og er Norges statsminister. Jens er smådeprimeret, træt af at styre landet og trænger til et sted, hvor han engang imellem kan trække sig tilbage i absolut anonymitet. Det kan han hos den naive Fvonk, og de to bliver bedste venner og blodsbrødre og udlever den ene platte drenge- og mandedrøm efter den anden. Fvonk er sprogligt veloplagt, og som altid hos Loe har den pjokkede, midaldrende, kriseramte, mandlige hovedperson en absurd indre logik, og heraf følger, at der bare sker de mærkværdigste ting med ham.

Erlend Loe (f. 1969) skildrer den moderne norske mand fra en konsekvent skæv, underspillet og småfilosofisk vinkel, som næsten gør ham til kult i visse kredse. Han har skrevet en del udmærkede romaner, hvoraf Dopler fra 2005 står stærkest.

I Fvonk er vi atter i Loe-land med tør humor og lommefilosofi, og hvor gakkede og absurde ting bare sker for den pjokkede hovedperson. For nuværende og kommende Loe-entusiaster.