Freuds gastronomiske overvejelser sammensat og konstrueret til en kogebog, hvor madopskrifter garneres med betragtninger over den kulinariske lyst, last og afsky hos patienter, kolleger og sig selv
At psykoanalysens grundlægger også interesserede sig for mad, er ikke helt overraskende, når man tænker på, at psykologien ofte peger på sammenhængen mellem den orale nydelse, man kan opnå både seksuelt og gastronomisk. Men at Freud ligefrem skulle have skrevet en kogebog, vil sikkert komme bag på de fleste. Det viser sig da også, at hans gastronomiske overvejelser er sammensat og konstrueret i 1985 af det amerikanske makkerpar - psykologen James Hillman og oversætteren Charles Boer. Det er der kommet en meget morsom og lærd bog ud af. I en lettere flamboyant stil lader de den gamle mester foretage en tour de force gennem sit professionelle og kulinariske liv, hvor han skiftevis refererer til sine afhandlinger, patienter og kollegaer - ikke mindst stakkels Jung, der tillægges de værste madvaner. Opskrifterne er ofte variationer over velkendte klassikere, og de vil let kunne genskabes af den trænede kok. De ledsagende kommentarer og ikke mindst retternes navne gør bogen til en frydefuld oplevelse for enhver læser med sans for madlavning og psykologiske anekdoter. At spøgen skal tages alvorligt, understreges af, at bogen naturligvis er forsynet med noter, stikordsregister og index over opskrifterne.
Bibliotek.dk er en samlet indgang til alle danske bibliotekers materialer og til hvad der udgives i Danmark. Du kan bestille materialer og så hente og låne på dit eget bibliotek.
Du kan bruge Bibliotek.dk til at søge frem, hvad der er udgivet af bøger, musik, tidsskrifter, artikler, e-bøger, lydbøger osv. Bibliotek.dk er altså ikke et fysisk bibliotek, men en database og service over hvad der findes på danske offentlige biblioteker, som du kan bestille og få leveret til dit lokale bibliotek.