Bibliotekernes vurdering
d. 29. juni 2015
af
af
Jørgen Bartholdy
d. 29. juni 2015
Den måde vi organiserer os på arbejdsmæssigt følger samfundsparadigmet. Laloux præsenterer en alternativ forestilling om den arbejdsmæssige virkelighed, vi kan skabe og bogen vil med sit holistiske afsæt interessere bredere end blot i lederkredse.
Forfatteren arbejder som coach og rådgiver for ledere. Med afsæt i den amerikanske holistiske filosof Ken Wilbers teorier præsenterer han en ny måde at organisere virksomheder på. Indledningsvis gennemgår han udviklingen i vores måder at organisere os på, fra vi for næsten 50.000 år siden først formede samfund til i dag, hvor vi har forfinet en ledelsesform, som kan håndtere den komplekse virkelighed, som omgiver os på en måde, der nok giver vækst, men som også fremmer grådighed og medfører miljømæssige belastninger. En pointe er, at der allerede er virksomheder og organisationer, der er flyttet ind i en ny verden, hvor selvledelse og ansvar for verden er hverdagen, og en stor del af bogen er helliget beskrivelser af hvordan de konkret håndterer deres nye indsigt.
Laloux skriver nemt og ligefremt, og hans argumentation virker solid. Trods det grænsespirituelle udgangspunkt formår han at gøre stoffet relevant i en ledelsesmæssig kontekst, og bogen tegner et sandsynligt billede af en fremtidig måde at organisere arbejde på.
Wilbers egen Teorien der forklarer det hele giver et mere alment overblik over teorigrundlaget.