Frank Eriksen fik i 1999 stillet diagnosen alzheimer. Efterfølgende har han over en fireårig periode nedskrevet digte, som samlet giver et billede af, hvordan han har oplevet sit sygdomsforløb. Digtene har derefter dannet udgangspunkt for samtaler og interview med bogens anden forfatter Lene Iversholt. Bogen bygger på et såkaldt fænomenologisk grundlag, som tager udgangspunkt i et brugerperspektiv samt i et hverdags- og praksis-perspektiv set ud fra Frank Eriksens helt almindelig dagligdag. Bogen indeholder to spor eller genrer hvori Franks historie fortælles. Det ene spor er som førnævnt digtene og det andet spor er fortællingen om et demensforløb som en narrativ genre. Her fortæller Frank i forbindelse med hvert af de 25 digte om baggrunden for digtet og dets tilblivelse og historie. Dette suppleres med kommentarer og tanker og om hvad tilbageblikket giver af nye overvejelser i forhold til hans situation. Bogen er lavet sådan, at man har digtet på den ene side og kommentarerne på den anden. Ideen er selvfølgelig, at det kan tjene som forbillede og hjælpe andre inklusive pårørende. Vi har ikke andre bøger, der rummer denne specielle vinkel i den ellers store alzheimer-litteratur. Jeg vil mene, at bogen har almen interesse for alle, der er i berøring med sygdommen udover studerende og fagfolk indenfor området.