Efter de ikke helt let tilgængelige romaner Vera Winkelvir (1993), Bannister (1997) og poetikromanen Bruger De ord i kaffen? (2001), skriver Kirsten Hammann (f. 1965) denne gang i en mere lige-ud-ad-landevejen-prosa, som givetvis vil appellere til en bredere målgruppe end hidtil. Mette er midt i 30'erne, fraskilt og tidl. kunstmaler. Hun bor i København og lever af sit hustrubidrag og laver ikke dagens gerning. Hun har derimod god tid til at købe ind, både dagligdags og ekstravagant, og hun tænker meget på mad og slik. Mette har også god tid til at læse dameblade, høre P4 og se underholdning på tv. Samtidig nages hun af, at hun ikke tænker dybe tanker, ikke er ekspert i noget, ikke læser bøger og i det hele taget ikke lever noget trendy liv. Sine venner ser hun sjældent og mænd gider hun ikke rigtigt - hun kendte så rigeligt i sine unge dage - og i det hele taget lever hun for en 35-36-årig meget i erindringen om barndommen og ungdommen. Med andre ord sidder Mette fast i sit bekvemme liv og leder lettere desperat efter noget, hun kan kalde sig og sit; en identitet. En velskrevet bog fra dagens Danmark med appel til især yngre kvindelige læsere, som har gjort en del af Mettes tur med lige fra parcelhuset i 1970'erne og til 2000'ernes cool liv i storbyen.