Ingen der har fulgt diskussionen efter Kampmanns 4-bindsroman om familien Gregersen kan være i tvivl om, at arbejdet med værket samtidig betød en personlig frigørelsesproces for forfatteren.Hans nye selvbiografiske roman er skrevet på grundlag af den afklaring og indre ro han nåede frem til, man kan forstå processen har været smertefuld. Bogen begynder det år Christian bliver studentog kommer ind ved marinen. Han kommer sammen med en pige, som han egentlig ikke føler noget særligt for og derfor slår op med; usikker på sig selv og sine fornemmelser drages han mod andre mænd ogoplever flere forhold. Han tager til Paris, først hos Abbé Pierre, men snart begynder han på et studium og drømmer om at skrive, begge dele ret planløst. Han opnår en række andre kontakter, derbåde er nedværdigende og ydmygende, indtil han møder den helt store kærlighed, som familien derhjemme så godt den kan prøver at acceptere. Til slut vender han hjem og gifter sig med en dansk pige.Det er i meget kortetræk handlingen, der er fortalt med en ærlighed helt ud i det hudløse. Men Kampmann er så stor en kunstner, at det aldrig for læseren føles som en pinlig selvudlevering.Tværtimod får bogen netop ved sin ærlighed og køligt analyserende beskrivelse det overskud og den objektivitet, som gør den til en roman om menneskelige konflikter.