Bøger / skønlitteratur / roman

Evighedsmaskinen


Detaljer


...

...

...

...

...

...

...

...

...

...

...

...


Beskrivelse


Moderne omdigtning af Kristus-legenden om død og opstandelse.

Anmeldelser (10)


Bibliotekernes vurdering

d. 12. juli 2005

af

af

Anny Skov Madsen

d. 12. juli 2005

Inger Christensen (f. 1935) er kendt for sine fremragende digte, bl.a. hovedværket Det, 1969 og senest essaysamlingen Hemmelighedstilstanden, 2000. Hendes romaner er mindre kendte, men også de er en del af hendes univers, hvor hun undersøger forholdet mellem kunsten, sproget og virkeligheden. Evighedsmaskinen, 1964 er en dyster og tankevækkende omskrivning af Kristus-myten og fortæller om menneskets længsel efter enhed, men også om at utopien skaber fremmedhed og låser mennesker fast. Azorno, 1967 er en stramt komponeret labyrintisk roman om fem kvinder, der alle har et forhold til den samme forfatter. De venter alle fem hans barn og hver især skriver på en roman. Romanen er en drillende gåde om identiteter, og den både irriterer og morer. Det malede værelse, 1976 er en fantastisk fortælling, der foregår i renæssancens Italien i byen Mantua. Handlingen er centreret omkring maleren A. Mantegna, der dekorerede et berømt værelse i Gonzagos palads. I tre forskellige fortællinger får vi kendskab til det myldrende liv omkring maleriets tilblivelse, som også er gengivet i sort-hvidt. Det er tidløs smuk prosa, som alle kunst- og historieinteresserede vil holde af. Tiden har været med til at modne de tre formeksperimenterende romaner, der på hver sin måde er stærke i form og udtryk og kan læses som en aktuel kommentar og tolkning af det levede liv.


Bibliotekernes vurdering

d. 19. dec. 2018

af

af

Preben Skov

d. 19. dec. 2018

Inger Christensen er kendt som en betydelig lyriker, hendes første roman viser, at hun er en lige så betydelig prosaist. Man sporer nok en tydelig påvirkning fra Villy Sørensen, men hun har sin egen tone. Evighedsmaskinen er et dristigt forsøg på at føre korsfæstelsen og opstandelsen frem til nutiden - eller snarere tidløsheden - og igennem gentagelsen af den evige, tragiske konflikt mellem eneren og samfundet gøre op med magtens stupiditet, de religiøse dogmer, alt det som nærer sig ved ufrihed og angst. Det er vel ikke lykkedes Inger Christensen at forløse, undertiden kniber det at se, hvor hun egentlig vil hen, men der er snert og kraft i det, hun skriver, en egen humor og en egen poesi.


Berlingske tidende

d. 23. juli 2005

af

af

Lars Handesten

d. 23. juli 2005


Kristeligt dagblad

d. 13. nov. 1964

af

af

Jan Nissen

d. 13. nov. 1964


Jyllands-posten

d. 16. okt. 1964

af

af

Jens Kruuse

d. 16. okt. 1964


Berlingske aftenavis

d. 7. nov. 1964

af

af

Ole Brandstrup

d. 7. nov. 1964


Information

d. 13. okt. 1964

af

af

Niels Egebak

d. 13. okt. 1964


Berlingske tidende

d. 13. okt. 1964

af

af

Emil Frederiksen

d. 13. okt. 1964


Aktuelt

d. 17. okt. 1964

af

af

Ove Abildgaard

d. 17. okt. 1964


Politiken

d. 13. okt. 1964

af

af

Klaus Rifbjerg

d. 13. okt. 1964