Den unge forfatters første roman var den dejlige Når man kysser i august. Et barn for sig er hendes anden roman, og det er næppe tilfældigt, at titlen næsten lyder som: et barn fortræd. Det er en roman, som langt fra en socialrealistisk tradition, fortæller en bevægende historie om traumatiserede mennesker. Poetisk og eventyrligt bringer bogens 16 kapitler læseren nærmere og nærmere de hemmeligheder, som binder de tilsyneladende fremmede mennesker sammen. To mennesker har, uafhængigt af hinanden, uretmæssigt skaffet sig hver et barn. Kvinden Paris har bortført det barn, hun var barnepige for. Traumatiske oplevelser i barndommen gør, "at havde hun ikke taget Anna, var hun død". Martin har på samme måde traumer fra en forkrøblet barndom, som gør at også han bliver far på den forkerte måde og af de forkerte årsager. Børnene bliver elskede, men fortielserne og dermed traumerne, følelsen af ikke at høre til, går i arv. De to linier af børn og børnebørn viser sig at krydse hinanden (jeg var nødt til at tegne adskillige stamtræer, for at hitte rede i sammenhængene) og da alt omsider lægges åben for de implicerede, falder deres liv på plads. Det er en vidunderlig bog om sårede mennesker, som omsider gør det rette og dermed afslutter den onde cirkel.