Epimetheus : miljødigte 1980-90

Ti år og megen yderligere naturødelæggelse skiller disse nye miljødigte fra forgængeren Abeguder fra 1981. Dette berettiger nærværende digtsamling, hvor Bjørnvig fortsætter den kunstneriskeindsats mod menneskets destruktion af eget eksistensgrundlag, som han indledte med Delfinen i 1975. Indholdsmæssigt er digtene brugslyrik i bedste forstand og ligger tæt op ad de forrige. Nogle erskrevet til en konkret begivenhed, en udstilling, et debatskrift el. lign. Andre har været publiceret i dagspressen op gennem 80'erne. Samlingen består af tre afsnit og en kort notedel. Sidsteafsnit er en vellykket gen- og videredigtning på den græske skabelsesmyte. Digtet kommer derved til at fungere som omvendt pointe til resten, der meget præcist tidligere er blevet karakteriseretsom faktalyrik. Det er her man støder på digtenes formmæssige problem. Præget af debatindlæg virker ikke vellykket alle steder sammen med de lyriske passager. Den saglige argumentation behøver ikkeliniebrud. og de lyriskekspressive afsnit bliver klemt. Resultatet bliver 'overkill'. Vel kun få kan være uenige med forf.; men i modsætning til tidligere er bevidstheden om de nedbrydendeprocessers sammenfiltring øget og skylden mere personuafhængig. Vi har alle andel i miseren, og vi ved det! Den bevidsthed er ikke indarbejdet i de nye miljødigte, som derfor nu forekommer lovligtfirkantede.

Læs hele vurderingen