Dagbogsnotater fra 2016, hvor forfatteren Bertill Nordahl beretter om sin hverdag og kommenterer begivenheder, der gør indtryk på ham. Han berøres af forskellige skavanker og truende helbredsproblemer. Kan læses af alle, måske især andre 60-årige, der gerne læser dagbogsstilen og ønsker at genkende sit eget liv

.

I sin tredje dagbogsudgivelse, der dækker 2016, bliver forfatteren Bertill Nordahl 65 år og dermed folkepensionist. Netop alder og livsbane er et vigtigt tema i Nordahls overvejelser om dagligdagens forskellige udfordringer. Han fortæller om sine møder med faren, der nu er på plejehjem i Ålborg, og det nye sammenhold med flere af sine søskende. Flere gange beskriver Nordahl også sin fortvivlelse over sønnens selvmord fire år tidligere. Glæden ved hans og hustruens hus i Sverige, hvor de indretter galleri og arbejder med en stor køkkenhave, er også en vigtig del af dagbogen

.

Adskiller sig ikke fra de to foregående dagbøger, 

Et år

---

---

 og 

Et år til

---

---

, som denne er en direkte forlængelse af. Nordahl har en let pen, som nemt slår en stemning an, så det er enkelt og godt at læse videre. I sit forord skriver Nordahl selv om, at hans dagbog er tænkt som bogudgivelse, og det forhold kan sætte grænser for indholdet. Det mærker man, for der er mange forhold og konflikter, man ikke hører om eller kun ganske let antydes

.

Julie Top-Nørgaard anvender også dagbogsnotater i sin skildring af farens kræftsygdom i 

Jeg går i min fars støvler

---

---