Vellykket og charmerende svensk kollektivroman med appel til de mange nok fortrinsvis kvindelige læsere, der efterspørger en god og realistisk historie fra en ikke så fjern fortid. Flot forside.

Vi er i den svenske provinsby Ekstad i 1953, året hvor den store polioepedemi hærger. De forskellige hovedpersoner, hvoraf de fleste er kvinder, har alle på den ene eller anden måde tilknytning til sygehuset, enten som læger, turnuskandidater, sygeplejersker, håbefulde studerende, vaskekoner eller patienter. Det er en tid med håb om fremtiden, og ikke mindst de unge har store aspirationer om at få en uddannelse og gøre det lidt bedre end forældrene. Klasseskel betyder en del, ligesom kønsroller gør, men de færreste er herre over sygdom, kærlighed eller uventede graviditeter. At der er forskellige hovedpersoner fungerer godt og driver handlingen ubesværet fremad, og det er i det hele taget en bog, der næsten læser sig selv. Der er lagt op til en fortsættelse, og stof er der nok af.

På dansk er Karin Wahlberg (f. 1950) kendt for fire krimier. Endnu er der håb kan minde om kollektivromaner som Bent Hallers Rakkerpakhuset, 2009, og Anne B. Ragdes Jeg skal gøre dig så lykkelig, 2012, om end årtiet er et andet.

Velskrevet og bredt anvendelig kollektivroman, der vil falde i god jord hos læsere af realistiske hverdagsskildringer. Stedet er Sverige og tiden 1950'erne, men mange af erfaringerne er genkendelige og kan umiddelbart overføres til danske forhold.