Den irske chick lit-forfatter er tilbage med en ny bog efter en længere skrivepause pga. depression. Den har været værd at vente på - ikke mindst fordi hun giver genren et interessant twist og kombinerer den med detektivromanen. Læserne vil stadig være af den yngre kvindelige slags, som fristes af god, velskrevet underholdning med holdning.

Bogens hovedperson er den 5. og sidste af Walsh-søstrene, som hver især er skildret i tidligere udgivelser Engle, Rachels ferie, Vandmelonen og Er der nogen. Den 33-årige lillesøster Helen har af og til et levebrød som privatdetektiv; hun er kantet, utilpasset, ubehøvlet og hader børn og dyr. Kæresten er politimand og far til 3 børn, så det er ret problematisk. Helen får dog en sag om et bortløbet medlem af et boyband, som nu skal holde nogle genforeningskoncerter, men medlemmet, Wayne, er pist væk. Sagen i sig selv er ikke så spændende, det er derimod skildringen af den sorte, sorte depression som Helen ved bogens start er på vej ned i. Kun ved at holde sig i gang med sagen, holder hun sig lige akkurat i live. Det er en vanvittig god, skræmmende og hudløs beskrivelse af et depressivt forløb, som fortælleteknisk fletter sig ud og ind af handlingsdelen.

Forfattere som Sinead Moriarty og Lucy Dawson skriver også chick lit version 2.0 - med lidt mere kant.

At få en let genreblanding, der henvender sig til yngre kvinder til at holde fokus på depression og samtidig tindre af begsort humor er romanens kunststykke. Godt gået.