Udgivelsen, hvor Klaus Rifbjerg altså har valgt at lade sin mest indforståede kritiker og biograf Torben Brostrøm foretage udvalget, markerer Rifbjergs 50 års forfatterjubilæum. Novellen har altid ligget godt for Rifbjerg, vel med Og andre historier, 1964 som mesterværket. I sine nye noveller demonstrerer han igen, hvad han kan sprogligt på sin helt egen facon med sin utrolige sanselighed og overrumplende vitalitet og evne til at finde det uventede billede. Mange af novellerne tematiserer dødens nærhed, hvornår og hvordan kommer den - og livet, blev det levet rigtigt, var der mening med det, var det umagen værd? Mange er strømmende monologer, hvor fortælleren gennemlever et forløb, som i titelnovellen om kærlighedskrise og død: "Nu da kærligheden og døden således er herligt og behørigt forenet, kan jeg vel tillade mig at sige, at jeg tror mindre på kærligheden end på døden...(...)" . I "Afrikas blå bjerge" gør fortælleren så meget ud af at fortælle, at han på ingen måde er jaloux på en mere succesrig medkunstner, at han afslører sig. "Drømmende skyer" er en fin novelle om den store, aldrende diva, der alligevel ikke begår selvmord. "At være eller ikke være en hest" er en kort, imponerende sprogkoncentration. Samlingen føjer sig således fint til Rifbjergs tidligere noveller.