De, der sætter smukt sprog højt, vil kunne lide denne roman. Men også læsere, der kender digterprofilen Goethe og gerne vil møde ham som figur i en skønlitterær udgivelse

.

Walser er en af Tysklands store litterære skikkelser, på dansk findes En flygtende hest, 1982. Han har taget et emne op, der er kendt i tysk litteraturhistorie: den store aldrende digters sidste kærlighed. Det handler om Goethe, der tilbragte somre i Marienbad og traf familien von Levetzow, en enkefrue med 3 unge døtre. I sommeren 1823 forelskede Goethe sig dybt i den 19-årige Ulrike og sendte via en mellemmand et brev, hvor han bad moderen om lov til at anholde om datterens hånd. Hun rejste hastigt videre til et andet kursted med pigerne, situationen var for svær. Ulrike forbliver ugift resten af sit liv. Det er virkelighedens historie. Walser vælger at lukke læseren ind i en poetisk og litterær verden i bogens første del. Vi følger den aldrende poets optagethed af unge Ulrike, nok plager aldersforskellen ham, han er 73; men det er mere sjælenes samvær den fine Marienbadsommer. Sprogligt skiftes der til et mere prosaisk gear i sidste del, i fiktive breve pines Goethe, og han skriver nu "Marienbad Elegien"

.

Flere trækker linjer til temaet i Mann: Døden i Venedig : alderdom/kærlighed. Andre siger naturligvis: "den gamle Werthers lidelser"

.

Grundlæggende en smuk bog, også udstyrsmæssigt

.