I et land er der kommunalvalg, og 83 % af befolkningen stemmer blankt. Magthaverne i hovedstaden ser Blankistoprøret som en anarkistisk, samfundsomstyrtende sammensværgelse og iværksætter i deres paranoia strammere og strammere repressalier. Spioner og agenter aflytter folkets vitterligt uskyldige samtaler, men intet får Blankisterne frem i lyset. Ej heller undtagelsestilstand eller regeringens afrejse får folket ned med nakken, tværtimod vokser solidariteten og civilkuragen. Dog, mod skrupelløse magthavere nytter demokratisk civil ulydighed ikke. Der kan muligvis læses en anden tolkning af bogens slutning, men i al fald myrder magthaverne den af dem selv udråbte syndebuk, nemlig øjenlægens kone, som vi kender fra En fortælling om blindhed. Den politisk, satiriske fabel er dybt tragisk og dybt morsom, hvis man altså orker de mange mange ord. Kendetegnende for forfatteren hjælpes læseren ikke på vej af hverken tegnsætning eller tekstens opsætning som er så tæt og ubrudt, at øjet sjældent finder hvile i afsnit. Dog er urkomiske replikskifter og især forfatterens metakommentarer, som da han fortaler sig med ordet "portugisere", og straks forsøger at bortforklare, at han således kom til at stedfæste historien, med til at man klarer et lille nøk mere

.