Bøger / faglitteratur til børn

Du skal huske at fodre din søhest : en håndbog til stressramte børn og deres forældre


Beskrivelse


Med ord og billeder gives svar til børn og deres forældre om hvad sker der i hjernen, når den udsættes for stress, om hvordan stress kommer til udtryk i kroppen og hvad man kan gøre for at afhjælpe det.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 4. apr. 2017

af

af

Stine Veisegaard

d. 4. apr. 2017

Hvad sker der i hjernen, når den udsættes for stress? Hvordan kommer det til udtryk i kroppen? Og hvad kan man gøre for at afhjælpe det? Med ord og billeder giver bogen svarene til børn og deres forældre. Til oplæsning fra 6 år.

Bogen er til børn, der oplever stress, og de voksne, der er omkring barnet. Forfatterne er henholdsvis børnepsykolog og fysioterapeut. I indledningsafsnittet forklares, hvordan bogen skal bruges. Forreste del af bogen er henvendt til oplæsning for børn, og bagerste del af bogen er henvendt til forældrene. I afsnittet til børnene fortælles om myggen, der bor i kroppen, og som reagerer ved stress ved at summe. Barnet skal lære at fodre søhesten, som er et andet navn for den del af hjernen, der er ansvarlig for hukommelse og læring. Undervejs er enkelte tegninger.

I et børnevenligt sprog gives en forklaring på, hvad der sker, når kroppen udsættes for stress. De søde og enkelte tegninger understøtter bogens lette tilgang til et ellers alvorligt emne. Det er ikke en dybdegående bog om emnet, men som lettere selvhjælpsbog til både barn og voksen fungerer den rigtig fint. Oplagt til samtaler mellem børn og voksne.

Der findes ikke sammenlignelige bøger. Bogens koncept minder om serien "Lille kloge bi zoomer ind - " fx Der er en løve inde i mig. Denne serie har dog ikke en bog om stress.