Yngre læsere vil næppe give sig i kast med fortællingen om de første norske udvandrere pga. romanens bevidst gammeldagsdags og arkaiserende sprogtone. Målgruppen er snarere en ældre aldersgruppe som interesserer sig for emigrantromaner

.

Det fremgår af forlagets hjemmeside, men ikke af bogen, at den er første del af en trilogi. I 1825 begiver 52 nordmænd sig på rejse til Amerika. De er kvækere og drømmer om trosfriheden i den nye verden. Romanen har træk fra kollektivromanen, men vi følger først og fremmest den nygifte kvæker, Håvard, hans kone Elise, og hendes 12-årige bror. Håvard narres aftenen før afrejsen af bonden, han arbejder for, og tilbringer de næste år i fængsel. Drømmen om at finde Elise og eftersøgningen af hende i Amerika, er et fortælletrick som giver historien suspense og drive. Beretningen om opbygningen af en tilværelse fra bar bund er spændende, men jeg synes, at der bliver noget postuleret og villet følelsesfuldt over personernes mange indre overvejelser og store følelser. Sproget er højstemt og replikkerne er sandsynligvis ikke fra forfatterens side tænkt som realistiske. Fx siger en lille dreng om Håvard: "Han smilte så det lyste"

.

Moberg-læsere og læsere som er glade for forfatterens øvrige bøger vil også have glæde af denne historiske roman

.

Romanen er bredt anlagt, og måske derfor bliver personerne mere typer end rigtige levende mennesker. Udvandrernes opbygning af en ny tilværelse er spændende beskrevet, mens bogens replikker står knapt så stærkt

.