Digte skrevet i slagskyggen af en dødelig sygdom. Erindringer, sansninger og stemninger driver vægtløst igennem teksterne, hvor sygdommen og døden hele tiden er meget tæt på. For læsere af nyere lyrik.

25 år efter debutsamlingen udsender David Læby en samling korte digte, hvor en række melankolsk ladede ord og vendinger fremmaner indtrykket af et skæbnetungt sygdomsforløb. I samlingens andet digt nævnes kræften direkte ved navn; men ellers er det kraftløsheden og det bortsivende liv, der dominerer teksterne og skaber fornemmelsen af en bevidsthed, som driver frem og tilbage mellem før og nu, mellem liv og død.

David Læbys nye digte lever lige så meget i kraft af det, de ikke fortæller, det usagte, som igennem det, de faktisk fortæller. Vandet er til stede overalt i digtene, ofte i form af regn eller tårer, og en genopdukkende metafor er haren - det frygtsomme og skrøbelige liv, som ikke må knuges for fast. Digtene tåler flere gennemlæsninger, som også er nødvendige for at få greb om det uhåndgribelige indhold.

Det flertydige og svævende er endnu mere fremherskende i Læbys nye digte end i hans tidligere samlinger. Tonen i digtene giver associationer til yngre digtere som Lene Henningsen og Janus Kodal. David Læby nævner selv finske Tua Forsström som en af sine vigtige inspirationskilder.