Det er med blandede forventninger, man åbner disse to første James Bond-romaner. Risikoen for at de vil afsløre sig som tomme skabeloner, som de titler der er udgivet i forbindelse med de seneste 007 film, virker nærliggende, men så galt er det ikke. Diamanter varer evigt er oprindeligt skrevet i 1956, kun en halv snes år efter afslutningen på 2. verdenskrig, og Dr. No blot et par år senere. Begge titler er udgivet mange gange siden også på dansk og til og med under varierende titler. Ian Flemings bøger har stadig nerve og sjæl. Plottene er mere overskuelige her, end de blev senere hen, og ikke mindst er der ind imellem scener, der er skrevet med stor virtuositet. Til gengæld kræver det sit at vænne sig til verden, som den så ud før Storbritannien mistede sine kolonier, og landet kunne bryste sig af at være en af verdens sande stormagter. Også meget andet af det, der dengang kunne få præster og opdragere helt op i det røde felt, virker i dag helt uskyldigt, men også noget fremmedartet. Målgruppen er derfor ikke det almindelige spændingspublikum, men har man lånere, der målrettet arbejder sig igennem deres egen suspence-kanon, fortjener de bestemt at få denne oplevelse med.

Nr. No. har tidligere været udsendt på dansk tre gange, under titlen Agent 007 - Operation mord (1963, 1965) og under titlen Operation Mord 1967. Nu må naturligvis filmtitlen vække de bedsteassociationer. Oversættelsen er den samme som i tidl. udgaver. Den er så god, som man kan håbe af en original, hvis primitivitet i menneskeskildring og plot får én til at undre sig over, at manoverhovedet genudsender titlen. Som i tilfældet Casino Royale henviser undertegnede til N. Chr. Lindtners Fleming-anmeldelse i BV 1962, s. 424, idet man nu næppe tør udtrykke sig så uforblommet omen lektørbog, men dækkende er det. Det ville være vanvid at bruge tid og plads på referat af handling i denne som i andre 007-bøger, for trods postulater om ridderlighed, smagsraffinement o.s.v.,så er Bond ufrivillig morsom i sin fortidigt drengebogsagtige smalsporethed, agentgenren har fjernet sig lysår fra Ian Flemings åndelige niveau, og det er faktisk forbløffende, hvor monotont enshandlingen i bøgerne er:Et stereotypt skelet til paradering af floskler og spekulationer i de mest utiltalende menneskelige egenskaber. I Dr. No. spiller Bonds flugt samme rolle m.h.t. sadismensom torturscenen i Casino Royale, og skurkefiguren er den samme, her bare tynd i stedet for tyk. Uforsvarlig at anskaffe for offentlige midler.