Bøger / skønlitteratur / digte

Dødszone


Beskrivelse


Digte der i et fortættet billedsprog tematiserer de store eksistentielle oplevelser i livet: tab, sorg, savn og adskillelse.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 24. okt. 2013

af

af

Jens Hjøllund

d. 24. okt. 2013

Digtenes stærke og sprogligt enkle udtryk for grundlæggende oplevelser af tab, sorg og savn vil kunne formidles til en meget bred målgruppe af lyriklæsere.

Digtene i Lena Krogh Bertrams samling er fælles om at tematisere erfaringen af at have smerten som sin rejsekammerat. Det kan være smerten over et kærlighedsforhold som er forlist, eller tabet af en elsket person. Det udvejsløse, lukkede og stivnede er grundoplevelser der tematiseres igen og igen i digtenes fortættede billedsprog: Veje der stopper, mure der vælter, stier der dør ud, og efterlader jeget alene med de billeder og minder der stiger op i bevidstheden, eller afsætter sig i kroppen. Kun i glimt og øjeblikke af lykke er der løfter om nye begyndelser og muligheder: "Jeg skærer mig gennem luftens/ ubevægelige landskab.// Alt ligner sit eget billede;/ marehalmens gule strøg, lænet mod øst./ Granerne stivner./ Stien dør ud.// Jeg sætter mig på en klit,/ om lidt slår mit hjerte så højt,/ at noget begynder.".

Digtenes kvindelige erfaringsunivers kan man finde lyriske paralleller til hos fx Janina Katz, Christel Wiinblad og Nana Rømer Dorph-Petersen.

Det alt for følelsesfulde og patetiske får aldrig lov til at dominere i digtene. De er sikkert forankrede i sproget og forveksler ikke litteratur med terapi. Kun i enkelte tilfælde tenderer billedsproget det lidt for abstrakte og introverte på bekostning af sanset præcision.