Døden vil ikke have mig

I april 1994 udløste mordet på Rwandas præsident en borgerkrig, hvor hutubefolkningen ønskede at dræbe alle tutsierne. Det førte til et blodbad med op til 1 million dræbte tutsier. En af dem, der overlevede, fortæller her sin historie. Yolande Mukagasana var en ganske almindelig kvinde, hun havde en uddannelse og arbejdede som sygeplejeske, hun var gift og havde 3 børn. Den 6. april startede et mareridt, familien var klar over, at de var i fare, og derfor flygtede de ud på savannen. De prøvede at få hjælp hos familie og venner, men til sidst kom de fra hinanden, og manden og børnene blev dræbt. Yolande opholdt sig mange forskellige steder, blandt andet under en køkkenvask, på en præstegård og sågar hos obersten for Rwandas væbnede styrker, en hutu. Takket være forbindelser til Belgien, fik Yolande lov til at forlade landet, og i dag lever hun i Belgien. Det er en barsk og rystende historie, Yolande her fortæller, om venner, der svigter, og om andre som hjælper, hvor hun mindst ventede det. Historien er velfortalt og fyldt med mange overvejelser, blandt andet om ondskaben, om den vestlige verden, som først vender det blinde øje til, om kristendommen og forholdet mellem offer og bøddel, hvor Yolande næsten har medlidenhed med bødlerne.

Læs hele vurderingen