Kirsten Holsts 1. Krimi (De unge, de rige...) blev modtaget med stor og begrundet velvilje og var da også en velunderbygget bog med psykologisk gehalt, og dertil et logisk plot. I Døden rejsermed er selve kriminalintri-gen ubehændigt snedkereret og trods mystificerende momenter skabes der ingen suspense-stemning. Den fra forfatterindens første krimi allerede kendte Birgitte har ladetsig overtale til at være guide på en turisttur (pr. bus) til Paris, og hun forlader i bogens begyndelse sin Paul - med hvem hun stadig ikke er blevet gift - for på turen at opleve alle en guidesbesværligheder. Kirsten Holst fanger ikke Paris-stemningen, som Ole Høeg gør det for Roms vedkommende i sine krimier, og det store personantal og den helt ufocuserede handlingssituation omkring denældre herres død af hjerteanfald (eller?) og en forsvinden, som måske ikke er en forsvinden, og smuglerne, der måske ikke er så slemme endda - alt dette modarbejder en stigende spændingskurve, ogdramaet opløses i enkonventionel slutning, hvor skurkeparret trækkes op af forfatterens høje hat, i overført betydning, og motiveres for deres handlinger af en arvehistorie, man intet har hørt ombogen igennem. Kirsten Holsts personer, specielt Birgitte og Paul, men også enkelte i rejseselskabet, er levende, tredimensionale skikkelser, og den sproglige nuancerigdom og psykologiskefacettering bevirker at bogen bliver en elegant skrevet, men struktur- og genremæssigt set vaklende krimi.