Bøger / skønlitteratur / roman

Døden kommer med posten


Detaljer


...

...

...

...

...

...

...

...

...

...

...

...


Beskrivelse


Krimi. En række smædebreve skræmmer indbyggerne i den lille landsby Lymstock. Politiet er uden spor af brevskriveren, og da et mord begås må miss Marple tage affære.

Anmeldelser (4)


Bibliotekernes vurdering

d. 18. dec. 2018

af

af

Niels H. Kristiansen

d. 18. dec. 2018

Krimi fra 30'ernes England, hvor AC med vanlig elegance boltrer sig i den lille provinsbys bedre kredse og i underholdende form udleverer dens sociale liv med sladder, fordomme og klasseskel.Handlingen berettes i jegform af en pilot, der efter en ulykke er på reconvalescens i den lille by sammen med sin elegante søster med storbymanerer. Hun er et naturligt offer for den anonymebrevskriver, der hærger byen og hvis virksomhed fører til voldsom død. Opklaringen er typisk Christie med miss Marple i en væsentlig, men mere tilbagetrukken rolle end normalt. Originalen er fra1943, oversættelsen fra 1962 i et tilpas moderne sprog, der ikke kan genere "Christie"-nostalgikere således, som det har været tilfældet med enkelte nyoversættelser fra de senere år.


Bibliotekernes vurdering

d. 19. dec. 2018

af

af

Gyde Neergaard

d. 19. dec. 2018

Det er en hel lise at komme fra Poirot med det ægformede hovede, det velvoksne overskæg, de små grå celler og det grønne glimt i øjnene til den elskelige Miss Marple med strikkepindene. Desværre optræder hun kun i sidste trediedel af romanen, men den er god nok endda. Unge Jerry Burton er hårdt kvæstet efter en flyveulykke og slår sig ned i en lille fredelig landsby for at komme til hægterne under sin søsters pleje. Søsteren er en elegant storbypige, og en skønne dag modtager hun et anonymt trusselsbrev. Flere af lillebyens indvånere modtager disse anonyme breve, der sker et selvmord og derefter et mord, politiet arbejder med sagen, men først da præstekonen hidkalder Miss Marple, løses gåden. Der er masser af hygge midt i uhyggen, og resultatet er glimrende underholdning, hvor heller ikke romantikken mangler. 1. oplag kom i 1962, og bibliotekerne kan ved anskaffelse/genanskaffelse roligt give Døden kommer med posten hele armen med hensyn til eksemplartal.


Bibliotekernes vurdering

d. 17. jan. 2014

af

af

Steffen Gordon Nielsen

d. 17. jan. 2014

To ærkebritiske "who-dunnit" krimier. På trods af over 50 år på bagen og fraværet af nymodens remedier som fx mobiltelefoner, føles bøgerne langt fra outdatede og vil appellere til læsere i alle aldre. De nye forsider signalerer ikke umiddelbart krimi, men er elegante og pirrer nysgerrigheden, og sammen med den velkomponerede bagsidetekst, sælger det bøgerne godt.

Rosenkilde & Bahnhoff er i gang med at genudgive nogle af den britiske krimilitteraturs største forfatterskaber. De begyndte med Doyle og Sayers, og nu er tiden så kommet til alle tiders største krimidronning. Vi har at gøre med to af Christies mest elskede og anerkendte krimier med den elskelige Miss Marple i rollen som den skarpsindige opklarer. Christie selv var yderst tilfreds med Døden kommer med posten, (DK udg. 1960), om end det nok er Invitation til mord, (DK udg. 1951), som er mest kendt og hvis handling har været brugt i flere film og teaterstykker. Oversættelsen bygger stadig på de danske originaludgaver, men er blevet en smule opdateret således at sproget føles mere flydende ( nogen drastisk ændring er der dog ikke tale om).

Flere af Christies bøger blev i 2007 genudgivet af Asschenfeldt i et mere moderne layout. Invitation til mord blev udgivet som Et mord bekendtgøres.

Klassisk puslespils krimi. Haves udgaverne fra 2007 i nogenlunde stand er indkøb ikke en absolut nødvendighed, men det let opdaterede sprog og den lidt større typografi, taler for en genanskaffelse.


Bibliotekernes vurdering

2008

af

af

Kirsten Katholm

2008

For krimilæsere, der elsker at genlæse en traditionel engelsk Christie-krimi.

Beboerne i en fredelig engelsk landsby, Lymstock bliver pludselig udsat for anonyme ubehagelige smædebreve. Fortælleren Jerry Burton er sammen med sin søster flyttet på landet for at komme sig efter en flyulykke. Men det viser sig at landsbyen ikke er så idyllisk og fredelig, da først en kvinde begår selvmord og hendes stuepige dernæst bliver myrdet. Miss Marple er på besøg hos præstekonen i byen, og hun opklarer sagen om de mystiske breve og afslører, at selvmordet i virkeligheden er et mord begået af kvindens mand. Fine beskrivelser af landsbymiljøet og de forskellige typer af personer der findes i byen.

Denne nye udgave er med den samme oversættelse og i øvrigt identisk med den danske udgave fra 1962, der udkom på engelsk i 1942. Dog er krimien blevet udstyret med en mere tidssvarende forside.

Den gamle udgave er slidt op på de fleste biblioteker. Agatha Christies krimi er velskrevet og bliver aldrig umoderne på grund af dens gode miljø- og personbeskrivelser og klassiske opbygning omkring detektivens opklaring af mordgåden.