Astrid Saalbach bekræfter med denne såkaldte "komedie", at hun er et af det moderne danske teaters væsentligste navne. Hun har evnen til at skrive scener, der lever med en skarphed og et minimum af ord; hvor hun er bedst skærer hun ind til benet, og scenerne bliver næsten ren essens. Dristig og kompromisløs er hun også, som vi tidligere, f.eks. i Morgen og aften, 1993, har fået beviser på, og det gør hende måske til en teaterdigter for relativt få. Stykket handler om den vesteuropæiske livsform i udhulning og opløsning. Vi følger dette i en række scener fra nutiden, hvor børnene er de tavse tilskuere, bogstaveligt talt: de mæler ikke et ord. I en række scener fra en fremtid ca. 30 år fra nu ser vi yderligere opløsing, kønskampe på kanten af borgerkrig, børn der fødes kun til tidlig død. Og i 3 billeder fra en fjern fremtid ser vi resterne af menneskeheden i form af en slags muterede, talende dyr kredse om biologien: urin, død. Disse fremtidsvisioner bringer Samuel Beckett i erindring. Og centralt i dette Malte, som barn næsten guddommelig, med et bud på de nye livsformer: han får fjer! Som voksen en slags guerilla-Kristus, i opløsning og død. Det er smertefuldt, stærkt, flot, råt og godt.