Det svævende træ

Klaus Rifbjerg udsendte i 1956 sin første digtsamling: Under vejr med mig selv. 28 år er gået, og i skæbneåret 1984 udsendes: Det svævende træ, der om muligt indeholder endnu mere kraft ogsproglig energi end debutsamlingen. Digtene er meget symbolfyldte, selv om mange af dem dog resulterer i jordnære digte om dagliglivet i Danmark med al dets mangfoldighed, om menneskenes verden fravugge til grav og de stærke modsætninger, som opretholder ligevægten, her tænkes ikke mindst på forholdet mellem mand og kvinde. Der ses billeder på en natur, som menneskene ihærdigt forsøger atnedbryde: Grusomt farer menneskene frem, men træerne erigerer dog næsten op i himlen og sten, fisk og fugle kan ses som en slags naturens bevægelser, der forløses i en menneskeligkærlighedsforening. Ligesom træerne er stærke og skrøbelige, således er kærligheden det også. K.R. har i denne samling skrevet nogle meget smukke kærlighedsdigte, som rummer både ømhed og blidhed,men tillige lyser af stærk sensualitetog frivolitet. Som en slags stilbilleder tegnes portrætter af nogle kunstnere: Moore, Egon Fischer, Arne Haugen Sørensen, Heerup og Picasso. Digtenefremtræder ofte som komplementære størrelser, f.eks. digtet om Prometheus - som symbol på livets opståen, sat over for Ophelia, der kan symbolisere dødens skygge. En meget spændende digtsamling,man ikke er færdig med efter de første gennemlæsninger.

Læs hele vurderingen