Litteraturteoretisk analyse af Villy Sørensens forfatterskab. KS formulerer bl.a. sit analytiske udgangspunkt som et tolkningsmæssigt alternativ til en p.t. herskende opfattelse af VS' forfatterskab som et centralt kulturradikalt litterært, filosofisk og eksistentielt projekt. KS ser derimod snarere VS som en "kulturkonservativ" forfatter tæt knyttet til Heretica, hvis værk var i pagt med de samtidige europæiske strømninger. KS gør det med en antagelse om, at VS' centrale poetik Digtere og dæmoner, 1959 skulle være et overset værk, det må stå for hans egen regning. Ellers er KS' grundige og akademiske gennemgang solid omend forbavsende og irriterende i sit omstændelige terminologiske skoleridt, der næsten udgør en spærreild for de iagttagelser, KS sætter fokus på. Det drejer sig om 1. afsnits analyse af VS' begreb om "faldet". Interessant er også KS' inddragelse af H.C Andersen og Kierkegaards betydning for VS' egen livsstadiefilosofi og hans behandling af menneskets eksistentielle spaltning. Tredje hovedafsnit behandler både den æstetiske og etiske dimension. Bogen er med sit fokus på de dybere lag i VS' værk primært et anliggende for studerende og litterater. Men den understøtter også den løbende akademiske diskurs om VS og den generelle interesse, der bør være et af de vægtigste moderne danske forfatterskaber til del. I 2003 udkom antologien Med Villy i midten.