Bøger / skønlitteratur / roman

Det er aldrig for sent


Beskrivelse


Claire Raphael har skabt en succesfuld landsdækkende virksomhed, mens hendes mands karriere er forbi. Han vil skilles og have børnene, og hun må kæmpe med alle sine kræfter. Heldigvis får hun hjælp.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 16. apr. 2008

af

af

Camilla Sejerøe

d. 16. apr. 2008

Dette er en bog til kvinder. Det er en spændende, medrivende historie om en rigtig grim skilsmisse, der er ved at kuldsejle en familie fuldstændig. Den er set helt og holdent fra kvindens synsvinkel, men den undgår alligevel behændigt "alle-mænd-er-nogle-svin" fælden. Den vil appellere til rigtig mange kvinder.

Her er et forfatterskab, vi ikke har set meget til i bibliotekerne. Barbara Delinskys bøger er hidtil mest oversat til dansk af Aller Læser Service, der har sendt dem ud sammen med Familiejournalen. Genren er det, der på godt nudansk kaldes "mum lit", altså bøger til husmoderen, eller i hvert fald den modne kvinde. Den er tydeligt oversat fra amerikansk og beskriver amerikanske forhold.

Vi har mange bøger til denne målgruppe, men ikke mange, der i den grad går "til biddet" omkring emnet skilsmisse. Hvad sker der med os, hvis det værst tænkelige sker? Hvis vi bliver uretfærdigt behandlet, og der (tilsyneladende) ikke er nogen udvej? Hvis vi straffes for handlinger vi aldrig har begået?.

Jeg faldt i denne roman med et brag og var fremragende underholdt til den bitre ende. Og der var heldigvis en "happy end". Ellers havde det ikke været til at holde ud, for det er godt nok bittert, dette her. Heldigvis er der også plads til en saftig og smeltende kærlighedshistorie undervejs. Det er måske ikke stor kunst, men det er absolut underholdende og (i mine øjne) klart på højde med Wesley og Bickmore.