Bibliotekernes vurdering
d. 2. maj 2006
af
af
Kresten Søe Christensen
d. 2. maj 2006
Et bredt værk om det danske Forsvar, som indleder med den ændrede internationale ramme efter Murens fald, det nye forsvarsforlig og dets sigte med ændring fra mobiliseringsforsvar i traditionel forstand til total- og indsatsforsvar, der kan operere i internationale opgaver kloden over. Herefter gennemgår bogen forsvarets ledelse og de forskellige værn angående struktur, enheder og våben/materiel helt ud i krogene fra Jægerkorpset til isbryderne, Sirius patruljen og Hærens Musikkorps. Efterfølgende er der et afsnit om den danske soldat i det nye årtusinde om uddannelse, håndvåben og udrustning. Vi hører også om koncentration af hærens tunge panserenheder i Jyske Dragonregiment i Holstebro og søværnets to store nye støtteskibe. Bogen er ført ajour med nyt og kommende materiel fx de nye Leopard 2 kampvogne og omtale af kandidater til luftvåbnets nye standardjagerfly. Anker er småfejl fx i fotos: et engangspanserværnsvåben, der hævdes at være en dysekanon og en morter, som afgjort ikke er hærens nye. Selv om gennemsnitslæseren næppe vil bemærke dette, synes jeg desuden, at man i et værk af denne type kan forlange korrekte termer. Det hedder fx bælter og ikke larvefødder. Trods ankerne dog generelt en bredt anvendeligt bog for bibliotekerne, der er indbydende trykt på glittet papir og illustreret med farvefotos af mandskab, våben og aktioner under fjerne himmelstrøg.