Bøger / faglitteratur

Det 3. riges undergang


Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 15. dec. 2015

af

af

Kresten Søe Christensen

d. 15. dec. 2015

Nyt bind i den historiske forlagsserie om 2. verdenskrig om krigens sidste måneder i Europa, Hitlers død, Mussolinis og det 3. riges fald. For populærhistorisk interesserede.

Adolf Hitler er død og Berlin bombet i grus. Den røde hær vælter ind over det østlige Tyskland med millioner af flygtende civile foran sig. Hitlers efterfølger, storadmiral Dönitz må hurtigt give op overfor den umulige opgave, og den 8. maj 1945 overgiver den tyske hærledelse i Berlin sig til den russiske general Sjukov. Niende bind i Bonniers illustrerede serie "En verden i krig" fortæller bl.a. om befrielsen af kz-lejrene, skibskatastroferne til søs i Østersøen, Hitlers sidste timer, bombning af Dresden, overgangen over Rhinen, kampene mellem tyskerne og de tidligere finske forbundsfæller og befrielsen i Danmark og Norge.

Bogens styrke er illustrationerne og den journalistiske fremstilling, hvor begivenhederne er sat episodisk op og spændende behandlet under appellerende overskrifter. Momenter som skaber interesse, er en god vaccine mod historieløshed og giver mod på viderelæsning. Samme momenter er samtidig bogens svaghed, idet den fragmentariske opbygning skygger for de større sammenhænge. Der er således tale om populærhistorie på godt og ondt, hvor man ganske vist tager en række spændende begivenheder op, som ikke ses behandlet andetsteds, men sjældent kommer ret meget under overfladen.

Opbygget som øvrige bind og sammenlignelig med fx serien "Historiens højdepunkter".