Bøger / skønlitteratur / roman

Den værste tirsdag


Beskrivelse


Liget af en ukendt nøgen mand bliver fundet i London hos en psykisk syg kvinde. Psykoterapeut Frieda Klein bistår politiet, og med hendes hjælp bliver mandens identitet og tvivlsomme meritter afdækket lidt efter lidt. For Frieda selv bliver prisen dog høj.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 29. juni 2020

af

af

Lone Krøgh

d. 29. juni 2020

I disse to krimier er politiet i London tilbøjelig til at gå efter de mest oplagte drabsmænd, men den løst tilknyttede psykoterapeut Frieda Klein har en anden opfattelse. Det kommer til at koste hende dyrt og læsere af krimier og psykologiske thrillere nattesøvnen.

Frieda Klein er psykoterapeut og helt sin egen. Et par gange har hun hjulpet politiet i London, men ikke alle sætter pris på hende og hendes væsen, så nu er hun nærmest ude i kulden. Alligevel bliver hun i "Den værste tirsdag" involveret i en sag om fundet af et ukendt og nøgent lig af en mand hos en psykisk syg kvinde med samlermani og i "Den ondeste onsdag" i en sag om drabet på en trofast hustru og god mor. Begge sager viser sig at være mere komplicerede end som så og at indeholde flere lag. I baggrunden er der en stjernepsykopat af en mand, som holder øje med Frieda, og som ind imellem kommer alt for tæt på. Første krimi med Frieda Klein, Blå mandag, udkom på dansk i 2012, og på engelsk er der yderligere fire bind i serien.

To ganske udmærkede krimier eller psykologiske thrillere, som kan læses uafhængigt af hinanden og af første bind i serien. Der skal lægges mange brikker, før puslespillet går op, men efter overraskende slutspil er der ingen løse ender, og læseren har været på rundtur i knap så charmerende dele af London og mødt mange forskellige personager.

Læses sammen med så forskellige forfatter som fx Harlan Coben, Ian Rankin og Karin Slaughter.