Der er efterhånden mange af vores biblioteksbrugere, der sætter pris på de nye unge på den danske litteratur"scene" og omhyggeligt holder sig ajour, denne bog er til dem.

Vi lærte Lone Aburas at kende med Føtexsøen, hvor hun lavmælt og med selvironi fortæller om Lene, der er kassedame i Føtex og har en drøm om at blive forfatter en dag. Nu er Lene (øh Lone..) blevet forfatter og fortæller om, hvordan det er at skrive den svære toer. Med det herligste lette vid, (bagsiden: "denne bog indeholder ikke ironi"), fortæller hun i en indledning om skrivegruppen, der rådede hende til ikke at skabe en sur hovedfigur, så hun beslutter at skrive en kollektivroman om det moderne menneske med en alvidende fortæller (begrebet forklares). En flok yngre danskere fra de københavnske forstæder træder nu frem for os. De kører på byggemarked, passer hund, keder sig, skændes, bliver skilt etc. Forfatteren diskuterer lidt med sig selv undervejs om sociale tilhørsforhold mv., og hun afslutter tilmed bogen med forslag til litteraturanalyse. Ironi? Tja, men en gave til dansklærere og læsekredse.

Skulle jeg vove pelsen og nævne Werdelin? Selv siger hun i sin forklaring (hun mener, der altfor sjældent følger læsevejledning med en bog), at både Hemingway og Helle Helle og ikke mindst Erlend Loe er baggrund og inspiration.

Det er en vittig sædeskildring, det er den såkaldt moderne dansker hængt til tørre.