For krimilæsere, som hellere vil have psykologisk komplicerede mennesker og moralske dilemmaer, end de vil læse om tju-bang og politi- eller detektivarbejde.

Et ægtepar finder en 8-årig dreng død og seksuelt mishandlet. Vore gamle venner Sejer og Skarre skal overbringe nyheden til drengens mor, som er alene med ham. Det gør så ondt, at man næsten ikke kan bære det. Senere forsvinder endnu en dreng, og det ender - om muligt - endnu mere grumt! Det lille samfund opskræmmes naturligvis. Er der en farlig pædofil på spil? Er der noget skummelt ved drengenes dygtige klasselærer, som er bøsse? Samtidig følger man ægteparret, som fandt den døde dreng. Manden er en sensationsliderlig ubehagelig person, mens konen er sympatisk og underkuet. Og man følger endnu en person gennem indre monologer, nemlig forbryderen. Det bliver til en række fremragende psykologiske portrætter samtidig med, at vi følger Sejers og Skarres samtaler om pædofiliens årsager: skam, skyld, straf, misrøgt og ansvar for sig selv som voksent menneske. Med alt det kan det ikke undre, at der bliver meget lidt plads i romanen til en egentlig efterforskningshistorie, som er endnu mere nedtonet her end i Fossums tidligere krimier.

Ottende krimi med politimanden Konrad Sejer. Den lever helt op til de øvrige med Fossums varemærke, hvor opklaringen af forbrydelsen mere er psykologiske skildringer end detektivarbejde.

Ny Sejer og Skarre-krimi, som er en fremragende psykologisk roman, hvor detektivarbejdet fylder meget lidt.