Forfatteren har i sin række af "erindringsromaner" fået en læserkreds, og har også formået at skabe sin egen særegne stil. Det er litterære poetiske portrætter, det er yderst charmerende blandinger af spiritualitet og en hel jordbunden tilgang til livets fortrædeligheder. I denne nyeste (som forlaget kalder en "samlivsroman"), hedder hovedpersonen Alba. Hun nærmer sig de 40, har en del kæresteforhold i bagagen samt et ægteskab med Jens. Ham er hun ved at blive skilt fra, og arbejder på at få sit helt eget liv på plads i sit lille fiskerhus, hvor hun maler blomster og fugle og driver en terapeutvirksomhed. Kærligheden har mange skikkelser i Albas liv, og vi hører om opvæksten i klostret og om søster Laura. Vi hører om pastor Lorenzo, der måtte foretage en hastig retræte fra klosterlivet og blev en hel almindelig selvcentreret macho-type. Og om den grønlandske lastbilchauffør-veninde, som er et håndfast og underholdende bekendtskab. Til sidst møder Alba endelig musikeren Lars, og giver sig selv lov til at etablere et fællesskab med ham på sine egne præmisser. Det er en bog, der både er indtagende, rørende, jordbunden og romantisk på én gang. På en nostalgisk måde minder den mig om det, vi kaldte "brugslitteratur" i 70'erne og de tidlige 80'eres bølge af kvindebøger, hvor motivet også var: "kend dig selv - find din egen vej" Og så kan forfatteren jo fortælle en god historie!.