Den omdiskuterede bog er ikke bare om Døssings (D) virke som gesandt 1944-47 men også en bred historisk skildring af Danmarks østpolitik fra 1941. D blev som modstandsmand udpeget af Frihedsrådet som gesandt i Moskva. Han var i bitter opposition til forsoningen med de gamle politikere og forsøgte af al magt i modstrid med sin opgave at spille politiker frem for diplomat for at fremme egne ønsker om en kommunistisk domineret overgangsregering. D optrådte således groft illoyalt og ofte direkte løgnagtigt ift. både Frihedsråd, Befrielsesregering og Knud Kristensen. Hans beundring for Stalins diktatur var grænseløs. Men Moskva så pragmatisk på forholdet til Danmark og gennemskuede i modsætning til de danske arbejdsgivere hurtigt hans sololøb. I de ofte ironiserende mødereferater omtales D her i en lidet flatterende tragikomisk rolle som tjenstvillig men inkompetent gengiver af egne holdninger frem for brugbare oplysninger. D fremstår oftest uden forsonende træk som ilter og forblindet af stædighed og personaversioner. Fremstillingen er meget velunderbygget, men ville for mig stå stærkere ved ikke at være så personligt engageret og ved også at lade kilderne tale direkte frem for at servere dem fordøjet. For videregående historisk interesserede.