Bøger / skønlitteratur / roman

Den anarkistiske bankier


Beskrivelse


I klassisk, sokratisk dialogform gør en stenrig portugisisk bankier rede for sit anarkistiske livssyn på en sådan måde, at forfatterens satirisk/kritiske holdning skinner klart igennem.

Anmeldelser (14)


Bibliotekernes vurdering

d. 22. jan. 2020

af

af

Thomas Ry Andersen

d. 22. jan. 2020

Satirisk-filosofisk prosatekst om anarkismens og engagementets væsen. For politisk og filosofisk interesserede samt inkarnerede Pessoa-fans.

Portugisiske Fernado Pessoa er af mange kendt og elsket for sine lyriske værker. I Danmark har Peter Poulsen stået bag oversættelserne af forlaget Brøndums Pessoa-bibliotek på i alt fem bøger, fx digtsamlingen Den såkaldte sjæl, som også indeholder en indføring i Pessoa. I 1922 udsendte Pessoa denne prosatekst, der foregår på en café i Lissabon. Teksten har klassisk dialogform med en forundret og skeptisk spørger og en begavet svarperson, her i skikkelse af en stenrig bankier, der argumenterer for sit anarkistiske livssyn. Bankieren forklarer, tilsyneladende logisk og overbevisende, at han muligvis er verdens eneste sande anarkist, ikke på trods af sit virke, men i kraft af det.

Interessant og særegen lille bog, som henvender sig til et belæst publikum, der har styr på de politiske ideologier. Bogen, der er smukt og delikat layoutet, udkommer på det interessante forlag A Mock Book, som også har genudgivet Pessoas mere klassiske prosatekst, Rastløshedens bog. Et forlag som har mange interessante udgivelser på vej og som i den grad bør følges tæt.

I forhold til førsteudgaven, Den anarkistiske bankier, som blev udgivet i 1991 af Nansensgade Antikvariat, er bogen illustreret med værker af Ferdinand Ahm Krag og forsynet med et forord af Karl Erik Schøllhammer.


Bibliotekernes vurdering

d. 18. dec. 2018

af

af

Kent Skov Andreasen

d. 18. dec. 2018

I 1929 lod Pessoa denne tekst udgive i et portugisisk tidsskrift. Formålet var vel at kaste yderligere brand ind i den især i Sydeuropa heftige politiske debat og kamp i 20'erne og 30'erne.Anarkismen var en fremherskende ideologi, og Pessoa bestræber sig her med en troldsplint i øjet på kort fortalt at beskrive, at den rette vej til anarkisme er egoisme! Argumentet er bl.a., at denbeslægtede kommunisme og socialisme er baseret på gruppedannelse; og grupper skaber tyranni eller 'hjælpetyranni'. Anarkismens totale frisættelse af det enkelte individ er idealet og kan altså kunopnås ved den individuelle kamp mod systemerne for helheden. Denne tvetydige tekst har klassisk dialogform: en begavet og forundret spørger (læseren og beretteren) og den endnu mere begavedesvarperson, her i skikkelse af den rige bankier, der argumenterer tilsyneladende overbevisende og logisk. Pessoa arbejdede ved sin død i '35 på en revision af teksten, hvilket signalerer, at hanikke selv kun betragtede densom en inferiør spøg. Og dette paradoksale politisk-filosofiske essay er aktuelt, drilsk og tankevækkende, men henvender sig selvsagt ikke umiddelbart til læserne afhans ligeledes fortrinlige lyrik, senest Alle kærlighedsbreve er latterlige fra '89 - medmindre man som undertegnede finder fænoment fra Lissabon med de mange personligheder grundlæggendeinteressant.


Kristeligt dagblad

d. 19. feb. 2020

af

af

Jeppe Krogsgaard Christensen

d. 19. feb. 2020


Politiken

d. 17. feb. 2020

af

af

Mikkel Krause Frantzen

d. 17. feb. 2020


Information

d. 7. feb. 2020

af

af

Martin Bastkjær (f. 1987)

d. 7. feb. 2020


Weekendavisen

d. 7. feb. 2020

af

af

Klaus Rothstein

d. 7. feb. 2020


Weekendavisen

d. 10. maj 1991

af

af

Jens Andersen

d. 10. maj 1991


Litteraturmagasinet Standart

Årg. 5, nr. 3 (1991)

af

af

Ole Bruhn

Årg. 5, nr. 3 (1991)


Information

d. 10. juni 1991

af

af

Jens Lohmann

d. 10. juni 1991


Berlingske tidende

d. 14. maj 1991

af

d. 14. maj 1991


Det fri aktuelt

d. 13. juni 1991

af

af

Kim Skotte

d. 13. juni 1991


Politiken

d. 10. maj 1991

af

af

Peter Poulsen

d. 10. maj 1991


Jyllands-posten

d. 18. juni 1991

af

af

Per Højholt

d. 18. juni 1991