To personlige beretninger om forældres forsvinden ind i demensen. Henvender sig primært til andre i samme situation.

To forskellige kvinder, en familieterapeut og en journalist, fortæller om den smertefulde proces, det er at se sine forældre forsvinde ind i demensen. Det er henholdsvis en far og en mor, det drejer sig om, og kapitlerne skifter mellem de to fortællere. Der er mange lighedspunkter, lige fra erkendelsesfasen, diagnosen der stilles og det svære rolleskift, hvor man bliver forældre for sine egne forældre. Endelig den dilemmafyldte situation, hvor der skal tages stilling til plejehjem som sidste mulighed. Fortællingerne er fremadskridende. Man følger sygdommens udvikling og de ofte tragikomiske situationer, der opstår. Men det er også beskrivelser af sprækkerne, hvor den dementes personlighed titter frem, og der opstår varme stunder. Beretningerne er iblandet erindringsglimt fra en lykkelig barndom og en tid, der aldrig kommer tilbage.

Det er fortællinger præget af ærlighed omkring de frustrationer og vrede overfor den demente, som dukker op ind i mellem. Fortællestilen er lidt springende og snakkende, og sproget er ikke så spændstigt, men der er formodentlig mange genkendelige følelser for andre i samme situation.

Der er mange sammenlignelige titler, fx Når hjernen visner

---

---

Momse med demens

---

---

Jeg ser dig stadig

---

---

, Momse med demens og den gribende Jeg ser dig stadigDer er mange sammenlignelige titler, fx Når hjernen visner, og den gribende Jeg ser dig stadigDer er mange sammenlignelige titler, fx Når hjernen visner, Momse med demens og den gribende Der er mange sammenlignelige titler, fx Når hjernen visner, Momse med demens og den gribende Jeg ser dig stadig.