En kvinde skriver på en roman om sin fortid, men en afdød digters stemme fletter sig sammen med hendes. Til litteraturelskere er her en lyrisk roman i flere lag, der blander fiktion og virkelighed.

En ung kvinde lever nærmest klaustrofobisk i et lunkent ægteskab med to små børn. Hun skriver på en roman om sin fortid i New York og de excentrikere hun mødte, og bliver mere og mere besat af den mexicanske digter Gilberto Owen. Romanen fortælles i små afsnit der skifter i tid og stemmer. Hendes mand kommenterer undervejs på det skrevne, og Owen overtager næsten romanen med sine erindringer om 20'ernes Harlem. Valeria Luiselli er en ung, mexicansk forfatter. Dette er hendes første roman på dansk.

Glimrende, men udfordrende læsning, da der nærmest er tre fortællinger der flyder ind i hinanden. "Ikke en fragmenteret roman. En horisontal roman, fortalt vertikalt" skriver hun, og det siger noget om kompleksiteten i romanen, som Peter Adolphsen har oversat i et flydende og lyrisk sprog med sætninger man smager på. Det mellemstore barns pudsige betragtninger og hjemmelavede ord, fx "drejerundtvind", er skønne, og den tørre tone i mandens kommentarer undervejs er god humor.

Identitetstemaet, og de litterære referencer bringer mindelser til Sommeren uden mænd