Tilbage i 1985 interviewede den senere Nobelpristager i litteratur, Svetlana Aleksijevitj, en række voksne om deres barndom under krigen. Projektet var ikke velset hos sovjetmyndighederne. Her udgives de for første gang på dansk. For læsere af erindringer fra 2. verdenskrig

.

Hundredtusinder af sovjetbørn fik ødelagt barndommen og mistede deres forældre og tilliden til medmennesket under 2. verdenskrig. Her får 100 af dem stemmer og fortæller om tiden, da barndommens trygge uskyld i løbet få timer splintredes for evigt ved den tyske invasion. Beretninger der fx afsluttes således: "Da min far vendte hjem fra fronten, kom alle (børnene) hjem til os for at se min far. Og på os fordi vi (modsat dem) havde fået vores far tilbage". Den første, der kom, var den lille pige, som havde mistet begge sine forældre og få dage forinden havde grædt 4 timer, da en dreng havde kaldt hende heldig, fordi hun af skolen havde fået en ny kjole. Gennem disse 100 navngivne lægger forfatteren også stemme til de øvrige tusinder 5-14-årige børn, der led samme skæbne. Bogen indledes med den historiske ramme i et forord af Flemming Rose

.

En bog der gjorde indtryk på mig som særdeles få og hæver sig blandt de mange erindringer fra 2. verdenskrig. Både som et rystende værk om det uskyldige barnesinds møde med krigen og en til tider smuk bog om medmenneskelighed og opofrelse

.

Samme koncept som forfatterens 

Krigen har ikke et kvindeligt ansigt

---

---

 og - om krigen i Afghanistan - 

Zinkdrengene

---

---