Bøger / faglitteratur

De professionelle : forskning i professioner og professionsuddannelser


Beskrivelse


De professionelle tegner et billede af, hvordan professioner kan forstås, og hvordan professonalisering forløber i praksis. Fremstillingerne veksler imellem kritiske diskussioner af professionsbegreber og professionsstrategier og konkrete analyser af professionsliv og professionsudvikling blandt ingeniører, sygeplejersker, læger, skoleledere, folkeskole-, gymnasie- og seminarielærere. Hvad er en profession, og hvad vil det sige at være professionel? Er det lykkedes for "semiprofessionerne" eller "wannabe-professionerne" - sygeplejersker, lærere, pædagoger mm. - at blive "rigtige professionelle", ligesom de klassiske professioner; læger, advokater, ingeniører og præster? Hvordan skal man forstå professionernes aktuelle krise? Har professionerne overhovedet en fremtid i et vidensamfund, hvor vidensmonopoler konstant udfordres, og viden forældes med stigende hast? Bogens artikler belyser den betydning, samfundets modernisering og velfærdsstatens forandring har for de professionelles arbejde - og den betydning, arbejdet har for de professionelle. Men artiklerne diskuterer også forholdet mellem professionalitet og kvalitet og stiller det afgørende spørgsmål om demokrati og vidensudvikling. De tolv artikler er skrevet af professionsforskere i uddannelsesforskningsmiljøerne på DPU, SDU, AU og RUC i regi af Forskningsnetværk for Professionsforskning. Bogen henvender sig bl.a. til mennesker, der arbejder med forskning, professionsudvikling og vidensopbygning i CVU-feltet, som led i forskningstilknytningen mellem universiteterne og de mellemlange videregående uddannelser.