Titlen har altid haft en særstilling i Sayers' kriminalforfatterskab, positivt eller negativt alt efter indfaldsvinkel, for bogen er en specialitet. Spændingen er den psykologiskespændingsromans mere end whodunitkrimiens, og på førstnævntes præmisser er den overordentlig læseværdig, ikke mindst med sin næsten Ibsenske afdækning af fortidens gerninger og deres rolle iromanens nutid. Medvirkende til dens særposition er det akkompagnerende tema: Den traditionsrige engelske form for kirkeklokkeringning. Den væves ledemotivisk gennem handlingen, ogkapiteloverskrifterne hentes fra en historisk/klassisk instruktionsbog i ringningen, foruden at den flere steder forklares bredt - historiske indblik i en ældgammel folke-traditionsniche, inclusiveen række kirkeklokkehistorie-glimt. Læg hertil engelsk provinsmiljø 1934 i forelsket skildring og Sayer's eminente evne til at profilere sine personer, også bipersonerne. Rent strukturelt beundrerman hendes virtuose håndtering af plottetsidentitetsgåder. Det er stadig oversættelsen fra 1947, velfungerende, med Wimsey som »Deres højvel-bårenhed«, uden at lordens excentricitet dominererhistorien på den måde, man enten afskyr eller elsker ham for.

For fans af den klassiske britiske krimi uden alt for indviklede navne og udpenslet vold. Omslaget er måske lidt undseligt og afdæmpet, men signalerer kvalitet og klassikerstatus.

I rækken af genudgivelser om Peter Wimsey er Rosenkilde & Bahnhof nu nået til nr. 8 og 9 i serien. Egentligt ville den Cambridge uddannede Sayers hellere skrive seriøse bøger, men det blev til i alt 11 (samt en posthum udgivelse baseret på hendes efterladte noter) bøger om den karismatiske detektiv. Først i 1939 droppede hun krimigenren og udgav flere religiøse værker samt en referenceoversættelse af Den guddommelige komedie. Annoncer der dræbte, 1933 hører ikke til hendes bedste udgivelser, men er ikke desto mindre stadig læsbar. De ni klokkeslag er derimod blevet en klassiker blandt krimifans, og særligt brugen af de ildevarslende kirkeklokker som baggrund for handlingen, har inspireret mangen en krimiforfatter. Det er nok ikke alle nutidige læsere som vil lade sig betage af de lange afsnit om klokkeringningens ædle kunst, men det er dog velintegreret i plottet. Oversættelsen er blevet nænsomt opdateret og er således blevet mere læsevenlig, dog uden at det går ud over den altmodische og velkendte britiske stemning. I forhold til de tidligere udgaver har bøgerne fået et lidt større format og en betydeligt bedre typografi.

Andre forfattere fra den britiske krimis guldalder er Allingham, Marsh og naturligvis Christie.

Klassisk krimi der bør stå på de fleste biblioteker.