De III aldre : digte

Digtsamling med et enormt intertekstuelt referencefelt, som samtidig formår at være sig selv og være nutidig, vedrørende og aktuel omkring emner som klima, identitet, tekst og sprog. Her er både noget for erfarne og nye læsere.

I tre forskellige formspor navngivet Blomsternes børn, Børn af de tabte blade og Postkort fra fremtiden skriver Nicolaj Stochholm i "De III aldre" om sin egen personlig udvikling som digter. Samtidig er digtene en beskrivelse af et samfund ramt af klimakrisen og derfor i opløsning. Med udgangspunkt i titlen tegner bogen af og til et billede af en udvikling fra barnsben og op til i dag, hvor en aldring eller en fremtid italesættes, men billedet er mere komplekst og digtene kommer vidt omkring.

I begyndelsen er oprøret med en tidligere digterskikkelse tydeligt jf: "Min stemme har forladt dig/ gamle mand og den kommer/ først tilbage når du omfavner/ de digte jeg skrev da du var/ ung, du kan ikke redigere...", men senere hen bliver det tydeligt, at projektet er langt større: "... måske/ bliver døden den egentlige udfrielse/ fra selvet som styrer dette digt er". Samtidig med at "De III aldre" er en intertekstuel tour de force i dansk digtning, forholder den sig til sit eget selv og sin egen nutid, hvilket gør det til en stærkt funderet samling.

Klaus Høecks My heart har nogenlunde samme kombination af nostalgi og poetisk projekt.

Læs hele vurderingen