Her er en ny godbid til den læsergruppe, der stadig ser ud til at vokse: fans af de skandinaviske krimier

.

Dette er nr. 7 i serien med kriminalassistent Louise Rick i hovedrollen. Den Særlige Efterforskningstjeneste har hun fået ledelsen af, og vi starter ud med fundet af en død, midaldrende og åbenbart retarderet kvinde i skoven tæt ved Hvalsø. Louise og hendes nye assistent, Eik, en lidt rå fyr, der kan lide store firhjulstrækkere, sorte læderjakker og øl, tager ud for at tale med de lokale og finder endnu et kvindelig, Det første lig bliver identificeret og åbenbarer for Louise og læserne, at op til engang i 1960'erne blev børn anbragt under Åndsvageforsorgen, og deres pårørende blev derefter opfordret til at glemme alt om dem. Louise og Eik finder frem til stedet, hvor kvinden og hendes tvillingesøster boede, og dødsattester på dem begge blev skrevet, da de var 17. Hvad skete der? og hvor var de to retarderede kvinder i de år? Under opklaringen konfronteres Louise med hændelser, hun helst havde undgået at tænke på fra sin egen ungdom. De kommer til bunds i en sag, sort og fuld af gru. Historien er velfortalt, figurerne fungerer upåklageligt, og spændingen holder til sidste linje. Bogen indledes med et digt fra Solborgs Bog, Solborg var selv "glemt" på Ebberødgård, kom ud i tide og kunne fortælle sin historie. Hun kom på mit bibliotek

.

Adler-Olsen har i Journal 64 på samme måde brugt kvindeanstalten på Sprogø som baggrund

.

Bliver uundgåeligt populær hos læserne

.