Andet bind med den tyske og nu tørlagte kriminalkommissær Louise Boni fra Freiburg. Grundstemningen er melankolsk, og det er et fascinerende bekendtskab, som vil tiltale læsere af langsomme og eftertænksomme krimier

.

Vi skriver sommeren 2003, og et forladt skur brænder ned. Det viser sig at huse et illegalt våbenlager, og politiet fra Freiburg bliver tilkaldt, heriblandt Louise Boni. Hun er snart 43 og kæmper med fortidens dæmoner, som bl.a. omfatter trang til den forbudte alkohol. Hun er egenrådig, stædig og besværlig at arbejde sammen med, og såvel kolleger som overordnede ønsker hende fra tid til anden langt væk. Ikke desto mindre er det Louise, som har fat i den lange ende med de illegale våben, der har med såvel eks-Jugoslavien som Pakistan at gøre, og som ikke så få af Tysklands mange politi- og efterretningstjenester interesserer sig for. Plottet er ganske kompliceret, og det er skildringen af den sammensatte Louise og hendes skiftende kollegiale og private alliancer, som tager prisen hos den velskrivende Bottini

.

Oliver Bottini (f. 1965) har foreløbig skrevet fem bind i serien om Louise Boni. De dødes navne er andet bind og kan med lidt god vilje læses selvstændigt, men det er afgjort en fordel at have læst første bind forinden. Andre nye tyske kriminavne tæller bl.a. Chaplet og Klönne, og selv foretrækker jeg langt Bottini fremfor disse

.

Udmærket, langsom og atmosfærefyldt tysk krimi med en kvindelig kommissær i hovedrollen, og jeg er så klar til de næste bind i serien

.