Bibliotekernes vurdering
d. 6. sep. 2004
af
af
Torben Wendelboe
d. 6. sep. 2004
"Fotografiet er allestedsnærværende", skriver redaktør Mette Sandbye ganske korrekt i sit forord. Derfor er det godt og vigtigt, at det danske fotografis historie endelig hermed er blevet skrevet - og det er meget glædeligt, at resultatet er blevet så fremragende, som det er. Værket er en pioner-bedrift, og det vil blive stående som standardværk i mange år frem. Værket fortæller om fotografiets - man kan også sige fotokunstens - udvikling i Danmark i overvejende kronologisk form fra de første forsøg til dagens scene. Men det er værkets styrke, at denne historie fortælles i mindre historier skrevet af en lang række højt kvalificerede fagfolk, der så går i dybden med deres specialeområder, der på denne vis bliver levende og ofte overraskende beskrevet. Fx fremgår det af Jens Friis' kapitel "Krigens billeder", at billedserien med bl.a. det så velkendte foto af den nøgne "tyskertøs" siddende på bænken med hagekors malet på kroppen er en propaganda-konstruktion lavet af modstandsbevægelsen til skræk og advarsel for virkelighedens piger med omgang med besættelsesmagten. Værket er særdeles læseligt og gennemillustreret med en sand rigdom af fotos - altså også en øjenfryd. Forsynet med fyldige noter og litteraturhenvisninger samt register.