Bogen lægger sig indholdsmæssigt op ad Efterforskningen, 86, med Mørck i rollen som psykoterapeut. Denne gang opsøges han af Louise Søvad, der lider af en voldsom hundefobi. Efter 2 konsultationer lykkes det for Mørck at løse op for denne angstneurose, så ægteparret kan leve en mere normal tilværelse. Hans nye veninde hedder Jette, gift med den lokale læge dr. Martner. Mørck inviteres til middag, hvor lægen i forblommede vendinger overlader sin kone i hans varetægt; senere på natten begår Martner selvmord, og Mørck opdager hvorfor. Ø.s sproglige formåen er velkendt, men jeg synes, at den undertiden bliver til manér med utallige varierende gentagelser og overdreven brug af adjektiver. Jeg holder stadig meget af Mørck, men han begynder at trætte mig med sin stadigt understregne potens og sine succeshelbredelser - et drømmebillede af den aldrende helt. 0. har mange læsere, men måske skal man lige undersøge trækket pk Efterforskningen; desuden til læsere af psykologiske romaner ogaf behandler/terapibøger.