Bøger / skønlitteratur / roman

Cuadrilla : en fortælling om at høre til


Beskrivelse


Amaia forsøger at finde sin identitet mellem to kulturer med en dansk mor og en baskisk far. Under et besøg i Baskerlandet afsløres en familiehemmelighed, der involverer bl.a. terrororganisationen ETA, og som får afgørende betydning for hendes selvopfattelse og konfrontationer med familien. For interesserede i velskrevet litteratur om identitet, familie og kultursammenstød.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 13. maj 2022

af

af

Hanne Rønberg

d. 13. maj 2022

Amaia forsøger at finde sin identitet mellem to kulturer med en dansk mor og en baskisk far. Under et besøg i Baskerlandet afsløres en familiehemmelighed, der involverer bl.a. terrororganisationen ETA, og som får afgørende betydning for hendes selvopfattelse og konfrontationer med familien. For interesserede i velskrevet litteratur om identitet, familie og kultursammenstød.

Amaia er lige fyldt 30, er single og underviser på en sprogskole. Hun har et overfladisk forhold til sin søster, et køligt forhold til sin mor og et kærligt forhold til sin far Juan. Hun er vokset op i Danmark, og hver sommer tilbringer hun hos bedsteforældrene i Tolosa i Baskerlandet, selvom hun ikke forstår sproget. Den danske pragmatisme mod de baskiske ideologier eksemplificeres i Cuadrilla, kvadrillen, en venskabelig enhed for livet, som deler loyalitet og historie for altid.

Med et skarpt blik for menneskers sind og behov for tilhørsforhold komponeres et spændende og komplekst plot, hvor fortiden langsomt rulles ud og elegant forbindes til Amaias nutidige identitet. Dilemmaerne skrives sanseligt frem gennem sprogets, madens og de kulturelle forskelles betydning for at finde sig selv, og hvor man hører til. En stor rørende læseoplevelse om fortielser, genfødsel, oprør, selvindsigt og samfundskritik. Amaias fokus på grammatik og sprogforvekslinger er morsomme og der savnes kun, at veninderne og søsteren får plads til slut, hvor trådene samles.

Samme tematik findes i Maren Uthaugs Og sådan blev det.