Sidste del af den vellykkede trilogi fra efterkrigstidens Oslo og dermed et vemodigt farvel til de mange personer, som læsere af bredt anlagte familieromaner er kommet til at kende og holde af.

Tiden er 1965-1972 og udgangspunktet bydelen Fagerborg i Oslo. Maj Kristoffersen arbejder på et nu skrantende reklamebureau, datteren Stine begynder at læse medicin, og den musikalske og følsomme søn Jesper vender pludselig tilbage efter flere år i tavs udlændighed. Han har det dårligt og bliver indlagt på den lukkede afdeling. Omkring familien er gamle naboer, venner og nu også Stines politisk vakte studiekammerater og kærester. Der er opbrud i tiden, og for nogle er det lettere at omstille sig til det nye end for andre.

Meget fin afslutning på Oslotrilogien, som må blive en norsk nyklassiker. Tidsbilledet er overbevisende og persontegningen levende, og Lars Saabye Christensen (f. 1953) skriver veloplagt og driver romanen frem gennem elegante og glidende skift i synsvinklen. Han lader også sig selv og sin kræftsygdom komme til orde og bebuder, at dette nødvendigvis må blive hans sidste roman. Under alle omstændigheder er det en stemningsfuld og absolut anbefalelsesværdig roman om efterkrigstidens norske folkesjæl.

Læses i forlængelse af de to første bind i Oslotrilogien og sammen med Lars Saabye Christensens øvrige forfatterskab. Litterært er Saabye Christensen beslægtet med landsmænd som Roy Jacobsen og Per Petterson.