Maria Marcus opdagede i sommeren 2004 en bule i brystet, som senere viste sig at være cancer. Hun fik en brystbevarende operation på privathospital, fik senere fjernet lymfeknuder i armhulen, og er i dag rask igen. Bogen indeholder hendes private dagbog fra perioden, den er kun let revideret og mest sprogligt. Set i bakspejlet opfatter hun 3 faser i forløbet: limbo, den aktive fase og efterbehandlingsfasen. Imellem faserne skriver hun, som den terapeut hun er, om det der er sket med hende og hendes omgivelser i den pågældende fase. I den første ved hun endnu ikke, hvad der skal ske, hun venter og venter. Under behandlingen begynder hun igen at være aktivt handlende. Hun bestemmer selv, hvem hun vil tale med og hvornår. I efterbehandlingsfasen hvor hun troede at nu er det værste overstået er der igen en vis usikkerhed, men alligevel handling. Hun har i hele forløbet ikke ville betragte sig selv som syg, men det er svært at undgå, når alle har en tilsvarende eller gruelig historie, som de vil fortælle hende om. De gode råd står også i kø. Hun bruger sin faglige kunnen til at hjælpe sig selv, men fornuft alene gør det ikke over for angsten for smerterne, hvis de kommer. Det er en fascinerende og velskrevet bog om en kvinde, der bruger sin faglige indsigt og handler i overensstemmelse med denne indsigt.