Man skal så absolut elske bøger for at tilhøre denne romans målgruppe, og så skal man enten kunne huske 1980'erne eller i hvert fald være interesseret i den periode for at finde sig tilpas i bogens univers. Selvom dagbladsomtaler har kaldt den både tidstypisk og tidløs, så skal de præcise billeder af tid og samfund kunne tale til læseren. Men er det nogenlunde på plads, har man en fin læseoplevelse i vente

.

Forfatteren kender vi fra Jomfruselvmordene, 1994, og Middlesex, 2003. Nu er vi i en hel anden genre, tiden er 1982, 3 unge er ved at afslutte college. Her er Madeleine, romantiker, skriver hovedopgave om Victoria-tidens romanforfattere; Leonard, superbegavet naturfagsstuderende, maniodepressiv og endelig Mitchell, religiøst søgende sjæl, der tager på den store rejse for at finde sig selv. Eugenides skriver et så krystalklart sprog, at man stryger ubesværet gennem de mange og lange beskrivelser af de 3 unges liv og færden, Madeleine forelsker sig i Leonard, hvor Mitchell til gengæld er inderligt og ulykkeligt forelsket i Madeleine, men bortset fra den eviggyldige lovestory, så er der rigtig mange relevante situationsbilleder. Fx med de mange, meget tidstypiske diskussioner (jeg lærte en del om Roland Barthes), og om Leonards ophold på hospital for sindslidende

.

Måske stemningen i en Marilyn French-roman, fx ved skildringen af Madeleines søsters truede ægteskab

.

Som Madeleine siger s. 60: ".... vidunderligt, når den ene sætning fulgte logisk efter den foregående"

.